Velikij Novgorod: Forskelle mellem versioner

De historiske monumenter i Novgorod og omegn komblev optaget på [[UNESCO]]s [[UNESCO'sUNESCOs Verdensarvsliste (Europa)|verdensarvsliste]] i 1992 i henhold til [[1992UNESCOs Verdensarvsliste#Kriterier|kriterierne ii, iv og vi]]<ref>UNESCO: [http://whc.unesco.org/en/list/604 Historic Monuments of Novgorod and Surroundings], hentet 28. marts 2015, {{en sprog}}</ref>

Af alle sinederes fyrster, satte novgoroderne mindet om [[Jaroslav 1. af Kijev|Jaroslav den vise]] (ca. 978 – 1054) højest. Han udstedte de første skrevne love (senere inkluderet i [[Russkaja Pravda]]) og finansierede bygningen af den mægtige Skt. Sofia-katedral ([[1045]]), som stadig eksisterer. Som tak for hjælpen til at besejre sin ældre bror og beholde tronen, tildelte Jaroslav byen Novgorod flere privilegier. Til gengæld opkaldte novgoroderne byens torv efter Jaroslav. Indførelsen af [[kristendom]]men i slutningen af 900-tallet gjorde Novgorod til et mægtigt, kirkeligt center. Novgorod [[biskop]]pens anstregelseranstrengelser for at sprede troen bar frugt i midten af 1100-tallet, og embedet fik [[ærkebiskop]]rang, den mægtigste [[klerikal]]e titel i de russiske fyrstendømmer.

Novgorod (Holmgård) spiller en interessant rolle i norsk historie. [[Olav Tryggvason]] tilbragte dele af sin barndom her, hos fyrst [[Vladimir 1. af Kijev|Vladimir]], og [[Olav den hellige|Olav Haraldssons]] opholdt sig her.

Da kong [[Knud den Store]] tog til Norge for at sikre sit greb over landet, måtte [[Olav den helligeHellige|Olav Haraldsson]] flygte. Efter en kort tid i Sverige slog han sig ned i "Holmgård" (Novgorod) i "Gardariget", hvor han blev vel modtaget af storfyrstestorfyrst Jaroslav og hans fyrstinde Ingegerd af Sverige, som Olav i sin tid skulle have været gift med.

[[Snorri]] skriver i sin kongesaga ''[[Heimskringla]]'', at Olav gennemgik en dyb åndelig udvikling i Gardariget. Olav kommer til Gardariget og lærer lidelsens mysterium at kende. Hans kongegerning har lidt skibbrud. Fædrenearven er taget fra ham. Odelslandet er erobret af en udenlandsk konge. Kristendommens fremtid er truet, når stormændene turer fremfremturer som tidligere. Den selvbevidste Olav lever nu på fyrst Jaroslavs nåde. Han gør en dårlig figur foran sin tiltænkte festmøfæstemø Ragnhild. Han er handlingslammet. Magtens glorie er taget fra ham, en konge uden land. Skal han tage imod fyrst Jaroslavs tilbud om at styre over de hedenske bulgarernebulgarere? Flokken af mænd, som har fulgt ham fra Norge, råder ham fra det.

:''"Det hændte en søndag, at kong Olav sad til bords i højsædet og faldt i så dybe tanker, at han ikke sansede tiden. Han havde en kniv i hånden, holdt på en pind og skar nogen træsplinter af den. En mundskænk stod og holdt et bæger foran ham. Han så, hvad kongen gjorde, og fornemmede, han sad i andre tanker. Han sagde : «I morgen er det mandag, herre.» Kongen så på ham, da han hørte dette, og kom til at tænke på det, han havde gjort. Da bad kongen, at de skulle give ham et lys. Han samlede alle træsplinterne, han havde skåret, sammen i hånden. Så tændte han ild på dem i hånden og lod træsplinterne brænde. Af dette kan enman fornemme, at han holdt loven og buddene nøje og ikke ville gøre andet, end det han vidste var ret."'', [[Snorri Sturluson]], ''[[Heimskringla]]''

Grublerier tærer over tid på sindets kræfter. Der er bare enén ting at gøre – lægge sin sag i Guds hænder. Det gør Olav. Snorri beretter:

:''"Sådanne tanker gik han ofte med, og gav sin sag ind under Gud og bad ham om at lade noget ske, så han kunne se, hvad der var det bedste."''

Det er bønnen, som bringer Olav ud af grubleriernes onde cirkel. Snorri skriver:

:''"Det er sagt, at Olav var en from mand, som bad til Gud alle sine dage. Men efter at hans magt svandt, mens modstanderemodstanderne blev stærkere, lagde han alleal sin møje i at tjene Gud. Da havde han ikke noget andet at tænke på, som kunne føre ham bort fra det."''

I [[1136]] løsrev novgorodske handelsmænd og [[bojar]]er sig fra Kiev, forviste deres prins og udråbte ''Republikken Novgorod''. Ikke længe efter, okkuperede [[tartarTatarerne (mongolsk klan)|tatartropper]]tropper størstedelen af Rusland. Novgorod var den eneste by, som undslap tartarene, de kom ikke fremtatarerne, fordi byen var omgivet af [[mose]] og [[sump]].

Den mægtige [[bystat]] kontrollerede størstedelen af det nordøstlige [[Europa]], fra dagens [[Finland]] og [[Estland]] til [[Ural]]bjergene. Den vigtigste person i Novgorod var da ''[[posadnik]]en'', en slags "borgmester", offentlig valgt fra byens [[aristokrati]] af en samling kaldet ''[[veche]]''. Novgorod-retten blev formelt ledet af prinsen (som også blev valgt af veche-samlingen), men hans afgørelser skulle bekræftes af posadniken for at være gældende. I [[1200-tallet]] blev Novgorod en del af [[Hansaen]], og blev en af Europas fire vigtigste handelsbyer sammen med [[Bergen]], [[Brugge]] og [[London]]. [[Tyskland|Tyske]] handelsmænd dannede en koloni i Novgorod. De kaldte byen for ''Naugard''. Eksportvarerne var hovedsagelig pels, skind, voks, honning, lin og tjære. Stoffer og metaller blev importeret fra Europa, og korn fra [[Centralrusland]]. Transithandelen med [[Centralasien]] nåede også et højdepunkt.

Igennem [[middelalderen]] havde Novgorod en god fremgang, byen blev et af Europas vigtigste handels- og kulturelle centre. Størsteparten af indbyggerne var læse- og skrivekyndige, og de brugte ark af [[Bark (plantedel)|birkebark]] til skriftlig kommunikation. Allerede i løbet af [[1000-tallet]] fik byen sin første skole, og Novgorod blev en af Ruslands hovedbyer, når det gjaldt [[litteratur]] og bogproduktion. Nogle af de ældste russiske dokumenter blev skrevet i Novgorod. Mens [[Paris]] og [[London]] vadede i dynd, blev Novgorod berømt hos udlændinge for sine brolagte veje og rene gader. Handelsmanden [[Sadko]] fra Novgorod blev også en populær helt i russisk [[folklore]].

I [[1200-tallet]] var Novgorod hårdt presset af [[Danmark|danskerne]] i alliance med korsfarerordenekorsfarerordenerne [[Tyske Orden|Den tyske Orden]] og [[Sværdbroderordenen]]. Ledet af biskop Hermann von Buxhoeven af [[Tartu|Dorpat]] angreb de fra [[Estland]] mod Novgorod, men den ca. 2.000 mand store styrke blev slået tilbage af ca. 6.000 russere under [[Alexander Nevskij]] af Novgorod ved slaget på den islagte [[Peipus]]-sø den [[4. april]] [[1242]].

:''(Slaget er senere indgået i russisk og [[Sovjetunionen|sovjetisk]] patriotisk propaganda i [[1930'erne]] eftersom det var den sidste gang i århundreder, at [[Tyskland|tyskerne]] var gået til angreb på Rusland. Slaget skildres i [[Sergej Eisenstein]]s storfilm ''"Aleksander Nevskij"'', men i filmen ender slaget fejlagtig med, at isen brast under korsfarerne.)''

Novgorod var på højden i [[1300-tallet]],. daDa var befolkningstallet vokset til omkring 400.000. Byens storslåethed fra denne period,periode med hundrevishundredvis af kirker, handelshuse, lagre og markedspladser, har været et rigt grundlag for russisk kunst og folklore. Novgorods [[arkitektur]], retning i [[Ikon (billede)|ikonmaling]], dekor og guldsmedekunst er kendt over hele verden. Men århundredet var også starten på nedgangstidenenedgangstiderne med blandt andet kampen mod Moskvasdet overlegne overlegenhedMoskva.

Novgorods voldsomme øgning i befolkningstallet, førte til, at det efterhånden blev vanskeligt at brødføde de mange indbyggere. Samtidigt svækkede interne stridigheder blandt republikkens ledere bystatens suverænitet. Byen var afhængig af [[Vladimir-Suzdal]]-regionen for korn. De store byer i området, [[Moskva]] og [[Tver]], brugte denne afhængighed fortil at få kontrol over Novgorod. [[Storfyrstendømmet Moskva]] havde på denne tid samlet mange byer og områder i Rusland, og var blevet et mægtigt rige.
I [[1478]] annekterede [[Ivan 3. af Rusland|Ivan III]] Novgorod,{{kilde mangler|dato=december 2022}}
og i [[1494]] fordrev han hansekøbmændene fra Novgorod.<ref>{{Cite Q | Q115658892 | page = 44 }}</ref>
Novgorod forblev Storfyrstendømmet Moskvas tredje størstetredjestørste by, frem til [[Ivan den Grusomme af Rusland|Ivan den Grusomme]] plyndrede byen og dræbte flere tusindertusinde af indbyggerne i [[1570]].{{kilde mangler|dato=december 2022}}
Men Novgorod beholdtebeholdt sin kommercielle position, frem til [[Skt. PetersburgPetersborg]] blev grundlagt i [[1703]].{{kilde mangler|dato=december 2022}} Mellem [[1611]] og [[1617]] var Novgorod okkuperet af [[Sverige]], men det lykkedes Rusland at erobre byen tilbage. I [[1727]] blev byen hovedstad for i [[Novgorod oblast]].

Det fornemmestefornemste af middelaldermonumenterne er ''Sofiakatedralen'' ({{lang-ru|Софийский Собор}}), der blev bygget mellem [[1041]] og [[1050]] af [[Vladimir af Novgorod]], som blev ansporet til det af sin far, [[Jaroslav den vise]]Vise. Kirken skulle være et udtryk for Jaroslavs taknemlighed for Novgorods støtte til ham i hans kamp mod Kiev. Dette er den bedst bevarede kirke fra [[1000-tallet]], og den første som viser de oprindelige karaktertræk af russisk [[arkitektur]], med strenge stenmure og fem hjelmlignende kupler. Dette er en videreførelse af centralkirken med kupler i [[byzantinsk arkitektur]]. [[freskomaleri|freskerneFreskerne]] i kirken blev malet i [[1100-tallet]], og blev renoveret i [[1860'erne]]. Ikonografien er ''byzantinsk'' med bl.a. afbildning af [[Konstantin den Store]] og hans mor kejserinde [[Sankta Helena (helgen)|Helena]]. Katedralens berømte [[bronze]]porte er lavet i [[Magdeburg]] i [[1156]] og skal angivelig være stjålet af novgoroderne fra den daværende [[Sverige|svenske]] hovedstad [[Sigtuna]] i [[1178]].

Novgorods Kreml er det ældste i Rusland. Fæstningen er nævnt så tidligt som i [[1044]], og dagens mure og tårn er fra [[1400-tallet]]. Traditionelt er fæstningen kendt som "Detinets", og her fandt det vigtigste i novgorodenesnovgorodernes samfund sted; fæstningen husede udenlandske [[ambassade]]r, her blev militære styrker samlet, før de drog ud i kamp, og her foregik veche-møderne.

Kreml indeholder også det ældste [[palads]] i Rusland, det såkaldte ''Fasettkammeret'' (ærkebispgårdenærkebispegården), som blev bygget i [[gotikken|gotisk]] stil af [[tyskland|tyske]] mestre i [[1433]].

Her finder vi også det ældste, russiske klokketornklokketårn (fra [[1493]]) med et sæt af klokker fra mellem [[1500-tallet]] og [[1700-tallet]]. Det ældste russiske klokketornklokketårn fra [[1673]] står også her. Blandt nyere konstruktioner er det mest bemærkelsesværdige det kongelige palads (fra [[1771]]) og bronzemindesmærket for det russiske tusindårsjubilæum (fra [[1862]]).

Mindesmærket er udformet af [[Mikhail Mikesjin]] og blev afsløret [[8. september]] [[1862]]. Motivet er en klokke i bronze med en højde på 15,7 m og en vægt i bronze på 65,5 ton. Monumentet udødeliggør de vigtigste personer fra Ruslands historie. Den knælende figur på toppen personificerer Rusland. Under toppen, rundt om klokken, står seks grupper af figurer, som symboliserer hver sin tidsepoke af russisk historie frem til begyndelsen af [[1700-tallet]]. [[Relief]]frisen under afbilder militære helte, statsmænd, videnskabsmænd, poeter, forfattere og kunstnere – i alt 109 figurer.

Under republikkens sidste århundrede blev et par nye kirker indviet til ''Skt. Peter og Paulus'' (Slavna 1367 og Kozhevniki 1406), til ''Kristi fødsel'' (Cemetery 1387), til ''Apostelen Johannes'' (1384), til ''De hellige apostle'' (1455), til ''Skt. Demetrius'' (1467), til ''Skt. Simeon'' (1462) og til andre helgener. Ingen af disse kirker er så nytænkende i formen som kirkerne fra den forrige epoke. Flere [[helligdomme]] fra [[1100-tallet]] blev taget fra hinanden bid for bid og så sat sammen igen, akkurat som de var.

[[Ivan 3. af Rusland|Ivan IIIs]] erobring af Novgorod i [[1478]] ændrede afgjort karaktertrækkene tili den lokale arkitektur. Større bygninger blev derefter udført af bygmestre fra [[Moskva]] og bar præg fra katedralenekatedralerne på Moskvas Kreml, for eksempel ''Frelserkatedralen'' på ''Khutjnklosteret'' (1515) og ''Nikolaskatedralen'' på ''Vjaschizhjklosteret'' (1685). Men alligevel blev der bygget provinsielle kirker ifølgeefter lokale traditioner, for eksempel ''Skt. Boris og Gleb''-kirken (1586).

I landsbyen ''Vitoslavlitsj'', på vejen mellem Novgorod og ''Jurievklosteret'', er der etableret et friluftsmuseum med trækunst. Mange trækirker, huse og møller, nogle helt fra [[1300-tallet]], er blevet bragt hertil fra hele Novgorodregionen.

[[Kategori:ByerDe historiske monumenter i Novgorod oblastog omegn]]

[[Kategori:Verdensarvsområder i RuslandHanse]]