Vytautas den Store af Litauen

Vytautas den Store af Litauen
Vytautas Didysis
Storfyrste af Litauen
Udnævnt af Jogaila	1392
Regerede	1392 – 1430
Foregående storfyrste	Jogaila
Guvernør	Švitrigaila (1387 – 1392)
Efterfølgende storfyrste	Švitrigaila
Prins af Grodno Regerede: 1370 – 82
Prins af Lutsk Regerede: 1387 – 89
Slægt	Gediminas
Far	Kęstutis
Mor	Birutė
Født	~1350 Senieji Trakai
Død	27. oktober 1430 (~80 år) Trakai
Hvilested	Vilnius Vilnius katedral

Vytautas (litauisk: Vytautas Didysis, hviderussisk: Вітаўт, polsk: Witold Kiejstutowicz, kaldet "den Store" fra 1400-tallet) (ca 1350 - 27 oktober, 1430) var en af de mest berømte fyrster i middelalderens Litauen. Vytautas var storfyrste (1392-1430) i Storfyrstendømmet Litauen, der hovedsagelig omfattede litauere og ruthenere, prins af Grodno (1370-1382) og prins af Lutsk (1387-1389) og angiveligt konge af hussitterne.

I det moderne Litauen æres Vytautas som en nationalhelt og blev en vigtig figur i den nationale renæssance i 1800-tallet. Vytautas er et populært mandenavn i Litauen. For at ære Vytautas ændrede universitet i Kaunas (tidligere "Lietuvos universitetu", dansk: Litauens Universitet) navn til "Vytauto Didžiojo Universitetas" (dansk: Vytauts den Stores Universitet) i 1930 i forbindelse med Vytautas 500 års dødsdag. Monumenter til ære for ham blev blev bygget i mange byer i Litauen i mellemkrigsårene 1918-1939.

Kampen om magten

1377-1384

Uddybende artikel: Den litauiske borgerkrig (1381-1384)

Vytautas' far, Kęstutis, og hans onkel Algirdas, var brødre og konkurrerede ikke om magt. Algirdas var storfyrste af Litauen, og Kęstutis var hovedansvarlig for forsvaret mod den Tyske Orden. Men efter Algirdas' død i 1377, da hans søn Jogaila blev storfyrste afløstes det harmoniske forhold til Kęstutis til en kamp om magten. I 1380 underskrev Jogaila en hemmelige traktat i Dovydiškių med den Tyske Orden mod Kęstutis. Da Kęstutis opdagede det i det følgende år, angreb han Vilnius, fængslede Jogaila, og gjorde sig selv til storfyrste. Imidlertid lykkedes det Jogaila at flygte og samle en hær mod Kęstutis og dennes søn Vytautas. De to stridende parter mødte hinanden, men kom aldrig i kamp. Kęstutis var parat til at forhandle, men han og Vytautas blev anholdt og transporteret til Krewo Slot. En uge senere blev Kęstutis fundet død. Om han døde af naturlige årsager eller blev myrdet, debatteres stadig af historikere.

Vytautas og Kęstutis fængslet af Jogaila. Maleri af Wojciech Gerson

I 1382 flygtede Vytautas fra Krewo. Efter flugten søgte han hjælp fra den Tyske Orden. På det tidspunkt forhandlede Jogaila allerede og afsluttede Dubysa traktaten med ordenen. I traktaten lovede Jogaila at blive allieret af Ordenen, overdrage områder i Žemaitija indtil Dubysafloden til ordenen, at blive døbt og indføre kristendommen i Litauen. Imidlertid blev traktaten aldrig ratificeret. I sommeren 1383 startede krigen mellem Jogaila og den Tyske Orden igen. Vytautas blev døbt og modtog navnet Vigand (litauisk: Vygandas), og deltog i flere udfald mod Jogaila. I januar 1384 lovede Vytautas også at afgive Žemaitija indtil Nevėžisfloden til Den Tyske Orden til gengæld for titlen storfyrste af Litauen. Men i juli samme år besluttede Vytautas at opgive aftalen med den Tyske Orden og forenes med Jogaila og brændte efterfølgende tre af den Tyske Ordens vigtigste slotte af. Det lykkedes ham således at løsrive alle Kęstutis' landområder, bortset fra Trakai.

1389-1392

Uddybende artikel: Den litauiske borgerkrig (1389-1392)

Jogalia underskrev Krewo traktaten med Polen i 1385, blev atter døbt i 1386 og fik denne gang navnet Alexander. Traktaten fastsatte hans ægteskab med Jadwiga af Polen og udråbte ham til konge af Polen. Jagolia indsatte sin bror Švitrigaila som guvernør af Litauen, kort efter han blev udnævnt som konge af Polen. Švitrigaila var imidlertid upopulær i befolkningen og Vytautas så igen en mulighed for at blive storfyrste. I 1389 startede han en krig og angreb Vilnius, men mislykkedes, og blev tvunget til at bede den Tyske Orden om hjælp for anden gang i begyndelsen af 1390. Vytautas måtte love at holde den oprindelige aftale fra 1384, og overdrage Žemaitija til ordenen, hvorefter hans hær angreb Litauen.

For yderligere at fremme sin indflydelse giftede Vytautas sin eneste datter Sophia bort til Vasili I af Rusland i 1391. Den polske adel var utilfreds med at Jogaila, deres nye konge, nu Władysław II Jagello, brugte for meget tid på anliggender i Storfyrstendømmet Litauen. Det var klart, at krigen kunne fortsætte i år og ikke ville medføre nogen fordel for Polen. I 1392 tilbød Wladyslaw II Jagellos udsending, Henrik af Masovien, Vytautas at blive regent af Litauen i stedet for Švitrigaila. Vytautas accepterede, nedbrændte atter tre tyske slotte og vendte tilbage til Vilnius. Jagello og Vytautas underskrev Astrava traktaten, hvori Vytautas alle Kęstutis' landområder tilbage, herunder Trakai, og fik meget mere. Han skulle regere Storfyrstendømmet Litauen på vegne af Wladyslaw II Jagello. Efter Vytautas død skulle alle landområder og beføjelser gå tilbage til kongen af Polen.

Storfyrste af Litauen

Politik mod øst

Vytautas fortsatte Algirdas' bestræbelser på at få kontrol over så mange Moskovitiske lande som muligt. Mange lande var allerede under storfyrstendømmets styre, men resten var kontrolleret af mongolerne. Toktamisj, Khan af den Gyldne Horde, søgte Vytautas' hjælp, da han blev fjernet fra tronen i 1395 efter nederlag til Timur. Blev indgået en aftale, der indebar at Vytautas skulle hjælpe Toktamisj at genvinde magten, og at Horden til gengæld skulle overdrage mere jord til storfyrstendømmet Litauen. I 1398 angreb Vytautas' hær Krim og byggede en borg der. Nu strakte Litauen sig fra Østersøen til Sortehavet. En række af tatarisk fanger blev bragt til det oprindelige Litauen.

Inspireret af den vellykkede kampagne fik Vytautas og Jogaila støtte fra pave Bonifatius IX til at organisere et korstog mod mongolerne. Denne politiske udvikling viste at storfyrstendømmet Litauen fuldt ud havde accepteret kristendommen og forsvarede den, og at den Tyske Orden ikke havde noget grundlag for angreb mod Litauen. Felttoget resulterede i et omfattende nederlag i slaget ved Vorsklafloden i 1399. Over tyve fyrster, herunder to af Jogailas brødre, blev dræbt, og Vytautas sig undslap knapt i live. Dette kom som et chok for storfyrstendømmet Litauen og Polen. En række områder gjorde oprør mod Vytautas, og Smolensk blev erobret af den tidligere fyrste, George af Smolensk, og ikke generobret af litauerne før 1404. Vytautas førte krig i 1406-1408 mod hans svigersøn, storfyrste Vasili I af Moskva og Švitrigaila, en bror til Jogaila, der med støtte fra den Tyske Orden havde udråbt sig til storfyrste af Litauen. Et møde mellem de to hære endte uden kamp med Ugratraktaten, i hvilken Novgorod blev overdraget til Jogailas bror Lengvenis Algirdaitis, og den vigtige by Pskov til Jogailas udsending Jerzy Nos, sidstnævnte løsning var en klar overtrædelse af Raciążtraktaten. Krigen med Moskovitterne sluttede i december 1408, på vilkår, som gjorde yderligere konflikt med Den Tyske Orden uundgåelige, trods Hermann II af Cillis forsøg på at forhandle en løsning.

Krige mod Den Tyske Orden

I 1398 som forberedelse til korstog mod den Gyldne Horde, havde Vytautas underskrevet Salynastraktaten med den Tyske Orden og overført Samogitia til dem. Samogitia var især vigtigt for Ordenen, fordi det er adskilt Tyske Orden, der er baseret i Preussen, fra den liviske orden, baseret i Letland. De to ordener ønskede at forene sig og danne en mægtig kraft. Men den riddere regerede Samogitia kun i tre år, fordi i 1401 den samogitianere, støttet af Vytautas, gjorde oprør og brændte to slotte. Ridderne modtog støtte fra Švitrigaila, bror til Jagello, der ønskede at tage Vytautas' titel. I 1404 Fred i Raciąż blev underskrevet, som i det væsentlige gentog Salynastraktatens overførelse af Samogitia til den Tyske Orden. Polen lovede ikke at støtte Litauen i tilfælde af endnu en krig. Ridderne lovede at støtte Vytautas i øst og ikke støtte nogen af Gediminas, der ville stille krav om titlen som storfyrste af ​​Litauen. Imidlertid løste traktaten ikke problemerne, og alle parter forberedte sig på krig.

I 1408 opnåede Vytautas fred øst og vendte tilbage til Samogitia spørgsmålet. I 1409, under den anden Samogitian opstand, bakket op af Vytautas mod den Tyske Orden i gang. Oprørerne brændte Skirsnemunė slottet. Da både Polen og Litauen støttede oprørerne indledtes krigen. Vytautas samlede en stor hær fra 18 lande under sin komando. Hæren støttedes af polske styrker og rykkede frem mod det Tyske hovedkvarter på slottet i Marienburg (nuværende Malbork). I 1410 kommanderede Vytautas selv storfyrstendømmets styrker i slaget ved Grunwald (også kaldet Slaget ved Tannenberg). Kampen endte med en afgørende polsk-litauisk sejr. Selv om belejringen af ​​Marienburg blev sagen, den Tyske Orden aldrig genvandt deres styrke og fra da af udgjorde en reduceret risiko for Polen-Litauen.

Kilder

Foregående:	Storfyrste af Litauen (1392 - 1430)	Efterfølgende:
Jogaila (1382 – 1392)		Švitrigaila (1430 – 1432)