Spring til indhold

PensionDanmark

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

PensionDanmark (tidl. Pensionsselskaberne), er et dansk kundeejet pensionsselskab, som blev grundlagt i 1993 af fagforbund og arbejdsgiverorganisationer i fællesskab.

Siden selskabets start har Torben Möger Pedersen fungeret som adm. direktør.

PensionDanmark er i dag Danmarks største pensionskasse (ikke-kommercielle pensionsselskab)[1]. PensionDanmark administrerer overenskomst- og virksomhedsaftalte arbejdsmarkedspensioner, sundhedsordninger og uddannelsesfonde for 12 fagforbund, blandt andet 3F, og 37 arbejdsgiverforeninger, blandt andet DI, med i alt 633.000 medlemmer. Medlemmerne er beskæftiget i 27.700 private og offentlige virksomheder. Selskabets balance rundede i 2013 145 milliarder kroner.

Jf. pensionsselskabernes egne omkostningsberegner har PensionDanmark Danmarks laveste kundeomkostninger[2]. Beregninger fra 2012 viser således, at den enkelte kunde i PensionDanmark årligt betaler under en fjerdedel af hvad flere andre selskaber i pensionsbranchen tager for administration, og under halvdelen af hvad flere andre selskaber i branchen kræver for deres investeringsomkostninger.

Siden 1993 har PensionDanmark opnået et gennemsnitligt årligt afkast af investeringerne på 7,7 procent.

Parallelt hermed har PensionDanmark vedtaget et sæt retningslinjer for investeringerne, hvori det blandt andet fremgår, at man ikke vil investere i virksomheder, der overtræder generelt accepterede normer for blandt andet sociale og miljømæssige forhold (FN’s menneskerettighedskonvention, ILO-konventioner m.fl.). PensionDanmark tilsluttede sig i den forbindelse i 2008 FN’s principper for ansvarlige investeringer (UN PRI)[3].

Desuden har PensionDanmark siden 2004 samarbejdet med en ekstern partner, Foreign & Colonial, der overvåger pensionskassens nationale og internationale aktiebeholdning – og som går i direkte dialog med udenlandske virksomheder, der har en kritisabel adfærd i forhold til menneske- og arbejdstagerrettigheder samt miljøbestemmelser. På den baggrund overvejer PensionDanmark løbende, om virksomheder skal udelukkes fra aktieporteføljen.

PensionDanmark blev ved IPE European Pension Funds Awards 2012 udgang kåret til årets pensionsselskab i Europa, ”Best European Pension Fund”. Prisen blev motivberet af PensionDanmarks investeringsstrategi, som har fokus på alternative investeringer som vindmøller, banklån og eksportkreditter [4].

PensionDanmarks medlemmerne arbejder blandt andet inden for følgende brancher:

Sundhedsordninger

Omkring 180.000 af PensionDanmarks medlemmer har en sundhedsordning.

Sundhedsordningerne er ikke identisk med private sundhedsforsikringer, idet ordningerne kun dækker arbejdsrelaterede skader og fungerer som et supplement til det offentlige sundhedsvæsen. Med en sundhedsordning i hånden kan medlemmer af PensionDanmark få adgang til behandling hos kiropraktorer, fysioterapeuter, zoneterapeuter eller massører. Ordningen giver også adgang til psykologhjælp, misbrugsrådgivning og guide til sundhedssystemet via telefonrådgivning.

Ordningen blev i 2011 brugt af omkring 14.000 personer, der modtog mere end 119.000 forskellige behandlinger.

I 2012 fandt ph.d.-studerende Morten Saaby Pedersen fra Center for Sundhedsøkonomisk Forskning, Syddansk Universit (SDU), og lektor Jacob Nielsen Arendt fra KORA, Det Nationale Institut for Kommuner og Regioners Forskning og Analyse, at PensionDanmarks sundhedsordning har en markant effekt på sygefravær.

Forskernes studie viser, at Sundhedsordningen reducerer andelen af lønmodtagere på sygedagpenge med op til 15 pct. Dertil kommer at forskerne finder, at for visse faggrupper – blandt andet elektrikere – bliver det langvarige sygesfravær (over tre uger) reduceret med op til 20 procent[5].

På baggrund af forskeres resultater, har PensionDanmark udarbejdet en analyse, der viser at blev Sundhedsordningen bredt ud til hele det private LO-arbejdsmarked, ville den udvidede adgang til forebyggende behandling resultere i en forøgelse af arbejdsudbuddet med op til 4000 personer som følge af lavere sygefravær. Dette lavere sygefravær kunne årligt spare de danske virksomheder for op mod 800 millioner kroner.

For de offentlige kasser vil der kunne blive tale om en nettobesparelse til sygedagpenge på mellem 45 og 170 millioner kroner. Oveni kommer, at de offentlige kasser ville kunne få et omtrent lige så stort provenu i ekstra skatteindtægter fra øget lønindkomst. Hertil kommer besparelser i sundhedsvæsenet og på førtidspensionsområdet[6].


Eksterne henvisninger

Noter

DanskSpire
Denne artikel om et dansk firma eller en virksomhed er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den.