panafrikanisme

Selve ordet "panafrikanisme" blev først udbredt omkring slutningen af 1800-tallet, men i praksis kan organiseret afrikansk modstand mod kolonisering, slavehandel og slaveri, spores tilbage til maroonsamfundene i Caribien, Sydamerika og det sydlige USA. Disse samfund var hovedsageligt dannet af mennesker af afrikansk oprindelse, som havde været slavegjorte, men var undsluppet slaveriet.

Solidariteten med lokale oprindelige befolkninger, fattige europæiske arbejdere, og andre mennesker som var undertrykte af kolonistregimerne, førte til at mange maroonsamfund blev multietniske. Det er vigtigt at bemærke, da forskellige opfattelser af panafrikanisme, specielt i 1900-tallet, har varieret mellem en bredere inkluderende klassebevidsthed med fokus på kapitalisme og udbytning, i modsætning til en snævrere og mere ekskluderende opfattelse, med fokus på "race" og graden af hudfarve fra mørk til lys. Det har medført omfattende debatter, konflikter, og splittelser i den panafrikanske bevægelse, delvist fremprovokeret af kolonimagterne.

Maroonsamfundene var ofte etableret i afsidesliggende områder som bjerge, sumpe eller tætte skove. De bevarede mange afrikanske kulturelle traditioner og skikke, og udviklede unikke samfundsstrukturer og forsvarsmekanismer, så de kunne forsvare sig mod kolonister og slavefangere.

I sidste halvdel af 1700-tallet havde maroonerne på Saint-Domingue etableret sig som stærke modstandere af det franske kolonistyre på øen. Saint-Domingue var en af de rigeste kolonier i Caribien, hvor sukker og kaffe blev produceret ved hjælp af slavearbejde. Maroonernes erfaring med guerillakrigsførelse og deres kendskab til det lokale terræn var vigtig for slaveoprøret og revolutionen, som begyndte i 1791 under ledelse af fremtrædende personer som Toussaint L'Ouverture (1743–1803) og Jean-Jacques Dessalines.

Revolutionen medførte, at Saint-Domingue i 1804 blev til den selvstændige stat Haiti. Dette var en skelsættende begivenhed for udviklingen af panafrikanisme, da Haiti blev den første uafhængige republik i verden styret af tidligere slaver.

Den haitiske revolution havde en dybtgående indvirkning på slaveriet. Den inspirerede slaver i andre kolonier til at gøre oprør og viste som et eksempel, at slavegjorte og undertrykte mennesker via oprør og revolution kunne vinde over koloniherre og slaveregimet.

Det mest markante oprør, som fandt sted i USA omkring samme tid, var Gabriels oprør. Gabriel Prosser var en slavegjort smed på en plantage i Virginia, og i 1800 planlagde han et omfattende slaveoprør for at kræve frihed for sig selv og andre slaver. Det er vigtigt at bemærke, at Gabriel ikke kun rekrutterede slavegjorte og frigjorte med mørk/sort hud, men også fattige med lys/hvid hudfarve. Selv om de kun udgjorde en minoritet, viser det, at oprøret delvis var baseret på klassekamp på tværs af hudfarve, hvilket sidenhen blev et centralt emne for panafrikanismen i 1900-tallet.

Planen med oprøret var at storme byen Richmond i Virginia og tage guvernør James Monroe som gidsel for at forhandle om frihed for alle slaver. Der var over hundrede personer involveret, men oprøret blev afsløret tidligt, da to slavegjorte personer fortalte om planerne til deres slaveejer. Dette medførte, at mange af de involverede blev fanget, før de kunne handle. Oprøret blev stoppet, og de 25 mest centrale personer blev henrettet.

Denne episode medvirkede til, at frygten for slaveoprør voksede blandt slaveejerne i USA, som på daværende tidspunkt udgjorte størstedelen af USA's regering. De begyndte gradvis at betragte slaveoprør som et af deres største nationale sikkerhedsproblemer. Frygten førte til skærpede love og foranstaltninger for at forhindre fremtidige oprør.

Der var lignende frygt blandt mange andre store slavenationer, og det medvirkede til en gradvis udbredelse af love og regler, som skulle begrænse tilførelsen af nye slaver ved bl.a. at forbyde slavehandel.

Der var stor folkelig modstand i de store slavenationer mod sådan et forbud, men der var særlig to faktorer, som medvirkede til at påvirke den offentlige holdning og sikre opbakning til forbuddet mod slavehandelen.

Den ene faktor appellerede til den rationelle tænkning. Det var udbredelsen af økonomiske teorier fra bl.a. François Quesnay og fysiokraterne, som gradvis blomstrede op i Frankrig fra midten af 1700-tallet. De havde generelt et negativt syn på slaveri, fordi de mente, at slavearbejde var mindre produktivt end arbejdskraft baseret på aflønning. Dette blev videre udbredt i Adam Smiths indflydelsesrige bog Nationernes Velstand fra 1776. Adam Smith sammenlignede slaver med kvæg og påpegede, at det koster penge at opretholde slaver, da de skal holdes sunde og raske ligesom kvæg. Slaver er også dyre at anskaffe, og det er svært at skalere op og ned i arbejdskraften efter behov. Ifølge Smith er lønnede arbejdere mere effektive, da de har incitament til at arbejde hårdere, og de er mere venligsindet over for deres arbejdsgiver.

Den anden faktor appellerede til den etiske tænkning og moralske samfundsopfattelse. Dette kom bl.a. fra de religiøse samfund som kvækerne. Mange kvækersamfund havde selv slaver, men nogle var gradvis begyndt at følge de nye økonomiske strømninger. De fokuserede ikke så meget på det moralske ved at have slaver, men på at udbrede synspunkter om, at slavehandelen var ekstremt grusom og umenneskelig, hvor mennesker blev bortført fra deres hjem, solgt og transporteret under forfærdelige forhold.

Det tog dog lang tid, før forbuddet mod slavehandel bredte sig blandt alle de store slavenationer. Det første forbud trådte i kraft i Danmark i 1803, efterfulgt af Storbritannien og USA i 1808. Derefter Nederlandene i 1815, Frankrig i 1818, Spanien i 1820, Portugal i 1836, Sverige i 1847, og Brasilien i 1851.

Med forbuddet mod slavehandel fulgte gradvis et forbud mod slaveri. Meget af litteraturen omkring slavehandel og slaveri samt årsagerne, der førte til forbud, reflekterer ofte komplekse politiske og økonomiske holdninger, synspunkter og analyser. Mange liberale økonomer hævder, at det var overgangen fra feudalisme til liberal kapitalisme, som frigjorde slaverne. Karl Marx argumenterede, at i praksis blev slavernes lænker mere usynlige, så udbytning og undertrykkelse af arbejdere kunne ekspandere på en mere sofistikeret måde, hvilket var nødvendigt for den kapitalistiske industrielle udvikling. Arbejdskraften blev i stigende grad koncentreret på fabrikker, hvor traditionelle slaver ikke kunne holdes adskilt og opdelt som i plantagerne.

Afskaffelsesbevægelserne, som kvækerne, fremstår ofte i litteraturen som en hovedårsag til forbuddene mod slavehandel og slaveri, hvor kristendom, etik og moral var den drivende folkelige kraft. Disse synspunkter bliver ofte afvist af de panafrikanske perspektiver. Eksempelvis fremhæver Eric Williams, i sin indflydelsesrige bog Kapitalisme og Slaveri fra 1944, at kvækerne udnyttede deres religiøse indflydelse til at organisere en moralsk kampagne mod slavehandelen. Denne kampagne var i høj grad et "propagandanummer" designet til at styrke deres position i samfundet og fremme politiske og økonomiske dagsordener.

Sådanne perspektiver er i udgangspunktet vigtige for forståelsen af de panafrikanske synspunkter og analyser. Ved afkoloniseringen i 1962 blev Eric Williams landets første premierminister, og som mange andre intellektuelle panafrikanister bidragede hans akademiske forskning og politiske arbejde til en dybere forståelse af de økonomiske og historiske sammenhænge mellem slaveøkonomierne i Afrika, Caribien og USA. Disse analyser står ofte står i skarp kontrast til meget af den vestlige litteratur om slavehandel og slaveri.

Det menes også, at det afrikanske ordsprog: "Indtil løven får sin egen historiker, vil jægerne altid fremstå som helten", udspringer fra den panafrikanske debat om, hvem der skriver historien om slavehandelen, slaveriet, og kolonialisme.

I årene, hvor slaveoprør gradvist blev mere udbredt i Amerika og på de caribiske øer, etablerede Storbritannien i 1787 kolonien Sierra Leone, hvortil mange frigjorte blev deporteret. De kom fra steder som de caribiske øer, Canada, England og USA og dannede en ny social gruppe under betegnelsen krio-folket. Hovedstaden Freetown blev et centrum for sammenbragte krio-folk med viden og erfaringer om modstand mod slaveri, undertrykkelse og racisme. Dette gav grobund for panafrikanske ideologier, som i løbet af 1800-tallet udviklede sig i Vestafrika, hvor Sierra Leone, og senere Liberia, blev hovedcentre for panafrikanismens udvikling i Afrika.

Under den amerikanske uafhængighedskrig (1775-1783) kæmpede mange slaver for deres frihed ved at støtte Storbritannien i krigen mod USA. De gik under betegnelsen de sorte loyalister, og efter krigen blev de frigjorte. De udgjorde mellem 20.000 og 30.000, og den britiske regering frygtede, at deres erfaring med krig, racisme og undertrykkelse kunne gøre dem til potentielle ledere og inspirere til slaveoprør og modstand mod de etablerede systemer.

Antallet af frigjorte var også stigende i England, specielt i London, hvor de fortsat oplevede diskrimination og undertrykkelse. Mange levede i fattigdom, men der var også en voksende intellektuel elite, som i stigende grad udviklede tidlige panafrikanske tanker og ideer. Blandt dem kan nævnes intellektuelle forfattere som Olaudah Equiano (ca. 1745-1797), Ottobah Cugoano (ca. 1757-1791), Ignatius Sancho (ca. 1729-1780) og Quobna Ottobah Cugoano (ca. 1757-1791). De var blandt de centrale personer i en voksende bevægelse, som argumenterede for at frigive alle slaver og hjælpe dem med at vende tilbage til og danne deres egne samfund i Afrika.

De højere klasser i England frygtede blandt andet, at disse frigjorte kunne forene sig med fattige hvide arbejdere og skabe en større revolutionær bevægelse. Her skal man tænke på, at dette er i årene omkring den Franske Revolution.

For den britiske regering faldt disse faktorer sammen med, at Storbritannien ønskede at udvide sit imperium og havde brug for flere strategiske kolonier langs Vestafrikas kyst. Dette krævede soldater og arbejdskraft, som kunne trives i det vestafrikanske tropiske klima. Ved at deportere mange af de frigjorte til Sierra Leone kunne den britiske regering få opfyldt behovet for billig arbejdskraft og soldater til at starte etableringen af den nye koloni.

Dette var et farefyldt projekt, og for at gøre det attraktivt fik det en filantropisk facade, hvor det fremstod som et humanitært projekt om frihed, som skulle hjælpe de frigjorte tilbage til Afrika.

Granville Sharp, som fremstod som en af de mest markante britiske abolitionister, blev sat i spidsen for projektet. Mellem 1787 og 1792 blev cirka 2.500 frigjorte deporteret til Sierra Leone under beskyttelse af den britiske flåde. De etablerede bosættelsen Granville Town, men mange døde kort tid efter af sygdomme og væbnede sammenstød med lokalbefolkningen. I 1789 angreb de lokale Temne-folk bosættelsen og ødelagde den. Derved gik det første forsøg på at etablere kolonien i opløsning.

I andet forsøg blev Sierra Leone Selskabet (The Sierra Leone Company) etableret i 1791 som et privat selskab. Det fik også en filantropisk og humanistisk facade for at gøre deportationsprojektet mere attraktivt. Selskabet fik støtte fra flere prominente personer, som søgte at fremme ideen om afrikansk selvstyre. Et eksempel er Thomas Peters, som var tidligere slavegjort og leder blandt de sorte loyalister. Han var en nøgleperson bag overførslen af omkring 1.200 sorte loyalister fra Nova Scotia (i Canada) til Sierra Leone, hvor de grundlagde Freetown i 1792. Et andet eksempel er Paul Cuffe, en afroamerikansk skibskaptajn og forretningsmand, som ledede flere ekspeditioner med frigjorte slaver til området i begyndelsen af 1800-tallet.

Men bag den filantropiske facade var Sierra Leone i realiteten under et hårdt britisk kolonistyre. De nyankommende frigjorte slaver blev til koloniale "objekter" og ofte brugt som soldater og placeret i underordnede administrative positioner. I 1808 blev Sierra Leone Selskabet opløst og overdraget til den britiske krone.

Selvom krio-folket blev dannet som en ny social gruppe, opdelte de britiske kolonister dem i henhold til hudfarve og andre forskelligheder. Nye slavesystemer blev etableret, og den britiske "del og hersk"-strategi medførte, at det var svært for slaver, tvangsarbejdere og andre undertrykte grupper at forene sig mod det britiske kolonistyre.

På mange måder kom kolonistyret til at ligne slavesystemerne på de caribiske øer og i USA, og Sierra Leone blev præget af spændinger og konflikter mellem de britiske kolonister, krio-folket og de oprindelige afrikanske befolkninger.

Krio-folkets bevidsthed om deres afrikanske rødder og deres forbindelse til den afrikanske diaspora udviklede sig i Sierra Leone, og derved fik den tidlige form for panafrikanismen en base i Afrika.

Blandt nogle af de centrale intellektuelle forfattere, som boede i Sierra Leone, kan nævnes Robert Benjamin Ageh Wellesley Cole (1831-1891), James Africanus Beale Horton (1835-1883), Samuel Ajayi Crowther (1809-1891) og Edward Wilmot Blyden (1832-1912). Sidstnævnte boede også i nabolandet Liberia, som blev et andet center for panafrikanisme i Afrika.

• afrikansk samarbejde
• Den Afrikanske Union (AU)
• maroons (maroner)